Om købmanden

Den gamle købmand er indrettet, som købmandsbutikkerne så ud omkring 1908, og har en helt unik stemning. Ud over at være butik er den nemlig også et levende museum, hvor alting foregår på gammeldags manér, og hvor gamle ting er på udstilling. Butikken ejes af Henrik Koch, og bygger på den gamle tradition, hvor der er tid til at sludre med kunderne og veje varerne af på den gamle vægt.
I butikken finder du et bredt udvalg af varer, inklusiv lækre specialiteter, som kun kan købes få steder i Danmark. Noget du finder rigtig meget af er kaffe, og her kan nævnes Schweitzisk chokolade kaffe, Irish cream kaffe, Java Gourmet kaffe og selvfølgelig Møllebækkens egen kaffeblanding. Som i gamle dage bliver alt vores kaffe malet på den gamle kaffemølle, og du får kaffen med hjem i en gammeldags brun pose. Er du mere til te butikken selvfølgelig også på mere end 60 forskellige slags te, herunder både grønne, røde, hvide og sorte teer, samt urtete.
Hos Møllebækkens Købmandsgård kan du også købe øl fra mange af de små danske og udenlandske bryggerier, og til jul og påske får vi særlige sæsonøl hjem. Så gælder det om at være hurtig, da der kun bliver brygget et begrænset antal.
Af andre varer i butikken kan nævnes vores lækre spegepølser, alt i chokolade, gammeldags legetøj, glansbilleder, klippeark, saftevand, syltetøj, sæber, mjød, børnebøger, bolcher, lakridsrod og alt til julen. Noget købmanden især er kendt for, er dens lækre gavekurve til alle anledninger. Du kan ringe og bestille din kurv på tlf. 46 15 10 09 eller læse mere om vores gavekurve her…
ÅRETS BEGIVENHEDER

Hver jul holder vi vores årlige store julemarked, og det kan du læse meget mere om her… Den sidste søndag i hver måned i løbet af sommeren er det Motorcykeldag, og her kommer motorcykelentusiaster forbi, for at nyde en is i solen.