GAMLE DAGE

 

 

Kræmmerhuse

 

I gamle dage var der ikke noget, der hed plasticposer, som vi kender dem i dag. Derfor var det meget brugt at pakke varerne ind i brunt papir med en snor om, eller at lægge dem i et kræmmerhus foldet af et ark brunt papir. Skulle man købe slik var kræmmerhuset derfor den fortrukne indpakning. Nogle af de typer bolcher man fik i kræmmerhuse var bismarksklumper, kongen af danmark, malteabolcher, rustne søm, brystkarameller og saltlakridser. Mange af disse gamle bolcher finder du i dag hos den gamle købmand, og spørger du så laver han gerne et kræmmerhus til dig.

 

 

Mælk og fløde

 

I gamle dage blev køerne malket i hånden og mælken bragt i mælkejunger med vogn ud til de små mejerier. Mælken blev derfra hældt på flasker, og de første flasker så dagens lys i 1880’erne i København. Da var flaskerne helt klare. I 1959 besluttede man dog at indføre brune glasflasker for at beskytte mælken mod sollys. Mælken blev bragt ud til butikkerne og til folks hoveddøre af de meget morgenfriske mælkemænd. Om vinteren kunne mælken dog godt være frossen, og så stod fløden op af flaskehalsen. Dog var der ikke meget fløde under krigen. Det blev brugt til smør, og blev sendt ud til den tyske hær. Det nærmeste mejeri i nærheden af Korporalskroen var det lille privatejede mejeri i Karlslunde på hovedgaden 14, og det var ejet af Peder Lund og hans familie. Pudsigt nok arbejdede Henrik Kochs (ejer af købmanden) oldefar netop på dette mejeri i en periode og du kan læse hele historien her…

 

 

Rationeringsmærker

Under både første og anden verdenskrig var der mangel på dagligvarer og en hel del andre ting. For at alle skulle få del i det der var, lavede man et rationeringssystem, hvor hver person fik tildelt et antal rationeringsmærker hver uge. Det kunne f.eks. være til mælk, brød, kød, smør, sukker etc. Mærkerne var lavet i papir og var påtrykt med årstal, samt med hvor mange gram, kilo eller liter man kunne få udleveret. I butikken hos den gamle købmand kan du se mange af de gamle rationeringsmærker på det gamle skrivebord ved disken.

 

 

 

 

Kaffeerstatning

 

Kaffeerstatning var noget, der kom frem under krigen, da det blev for dyrt og for svært at få fat i rigtigt kaffe. Den blev fremstillet af enten korn, roer, cikoriens pælerod eller bygmalt og en lille smule kaffe. I rigtige dårlige tider var der slet ingen kaffebønner i kaffeerstatningen, og det eneste der gjorde, at den mindede om kaffe var den bitre smag og den mørke farve. Alligevel var der efter krigen mange, der havde ‘glemt’ hvordan rigtig kaffe smagte og faktisk slet ikke kunne lide den mere. En af de mest kendte kaffeerstatningsmærker er Richs og deres slogan “Det er Rich’s der drikk’s”. Et andet mærke var Danmark og deres slogan var ‘Det er Danmark der dur’. Når man købte kaffeerstatning fik man tit billeder med til deres samlealbum og i butikken finder du både gamle Rickspakker, nye pakker du kan købe samt et gammelt samlealbum inde i caféen.