En pudsig historie

Henrik Koch ejer i dag to af længerne på Korporalskroen, men han havde aldrig drømt om at det var på selv samme gård, 115 år tidligere, at hans oldefar og oldemor mødte hinanden og at hans farfar blev undfanget.

Vi skruer tiden tilbage til 1877. Hans Jørgen Kok var en fyr på 23 somre som netop havde tilbagelagt den lange vej fra Lolland for at tjene som bødker (tøndemager) på et lille nystartet mejeri i Karlslunde (Nu Hovedgaden 14 i Karlslunde landsby).


Karlslunde 1817

Sammen med de 6 andre ansatte var Hans Jørgen i de 10 år han arbejede på mejeriet, en hyppig gæst på den nærliggende kro - Korporalskroen.

Kroen lå lige ud til den nye landevej og dagligt blev den passeret af rejsende til fods eller i hestevogn. Karlstrup landevej var ikke andet end et par støvede hjulspor og det var trætte og tørstige folk der kom forbi.

Men en dag i 1885 mødte han den person som han kom til at tilbringe resten af sit liv med.



Petrine Pedersen, en ganske ung pige fra Hjørring havde fået plads som tjenestepige på Kroen. Hendes far og mor var aldrig blevet gift og i sin barndom havde hun levet sammen med sin mor i nord Jylland. Men da teenagealderen nærmede sig og moderen blev ældre, var det nødvendigt at hun kom ud og tjene. Hvorfor det netop blev på Korporalskroen, så langt væk fra Hjørring, vides ikke, men det blev også for hende et ophold der kom til at ændre hendes liv for altid.

Til trods for en aldersforskel på 15 år blev Jørgen og Petrine nemlig forelskede i hinanden og de besluttede at gifte sig. Dette til trods for at Petrine ikke engang var myndig ( 21 år) og derfor måtte have moderens samtykke. Men det fik hun og en kold januar dag i 1887 blev de viet i Karlstrup kirke.

Samtidig sagde Hans Jørgen sit job op på mejeriet og fik i stedet job som Kældersvend på Korporalskroen. En kældersvend tog sig af vinkælderen, vintønderne og udskænkningen til de mange gæster

Der gik knap 10 måneder før hun fødte deres første søn som blev døbt Jørgen Christian Koch efter sin farfar. Dåben fandt sted i Karlstrup Kirke og af kirkebogen fremgår det bl.a. at den daværende smed i Karlstrup Jens Sørensen og hans hustru var med.

Men Hans Jørgen savnede alligevel Lolland, og efter kun tre år på Korporalskroen besluttede den lille familie at vende tilbage til Lolland. Hans Jørgen fik arbejde ved en stor sukkerfabrik og deres søn - Jørgen Christian voksede op og fik sammen med sin kone Ida en købmandsbutik. Deres to sønner voksede også op på Lolland og således gik historien om forbindelsen til Korporalskroen og Karlstrup i glemmebogen.

Hvorfor historien er så pudsig udspringer af at Henrik Koch oprindeligt selv er født og opvokset på Nørrebro. Godt nok var han klar over at han havde aner på Lolland, men da han som voksen netop valgte at bosætte sig i et bondehus i Karlstrup ikke langt fra smedens gamle hus, var det uden den ringeste anelse.

At huset samtidig har udsigt til Kirken hvori hans oldeforældre blev gift og at hans købmandsbutik i dag ligger på den gård hvor de tjente må høre til en af de meget store forunderligheder som kun livet kan bidrage med.

Korporalskroens historie...